Back to Blog

At slippe ønsket om vægttab

diætkultur kropsaccept tykpositiv velværefremforvægttab vægtneutralbehandler vægtneutralsundhed vægttab Dec 12, 2020

Vi har allesammen lært fra barnsben at tyk = usund og at vægttab altid er noget positivt, men det er ikke helt sådan sundhed hænger sammen. For at slutte fred med mad og krop, kan det være vigtigt at lægge ønsket om vægttab på hylden - og fokusere på at tage os bedre af den krop vi har her og nu. 

Ønsket om vægttab er forståeligt

Først og fremmest vil jeg minde dig om, at ønsket om vægttab er så forståeligt - og så almindeligt. Vi har en slankekursindustri, der omsætter for billioner af kroner hvert år. Det er altså nogle ret store kræfter, vi taler om, når vi taler om hvem der får os til at føle at vægttab både er en nødvendighed og noget ønskværdigt. 

Derudover har vi et narrativ om at vægttab ikke kun er bedre for din sundhed, men at det også er fuldt ud muligt at tabe sig og holde vægttabet. Selvom det ikke er det videnskaben viser. 

Samtidigt lever vi i en kultur, der gerne vil blande sundhed, kropsstørrelse og moral sammen og fortælle os at vi simpelthen bliver bedre og mere værdige mennesker, hvis vores kroppe ser ud på en bestemt måde. Så det er jo ikke så underligt, at vi allesammen går og tænker at vægttab er den hellige gral - og at vættabsforfølgelse er det “rigtige” at deltage i.

Her er det dog vigtigt at påpege, at hvis vi virkelig ønsker at slutte fred med vores egen krop og opnå et mere frit og afslappet forhold til mad, er det afgørende at kunne give slip på ønsket om vægttab, eller i det mindste flytte fokusset fra ønsket. 

Vores ønske om et vægttab, er nemlig for det meste det der har fået os til at have et svært forhold til krop og mad til at starte med. Det er roden af problemet. Det er ønsket om vægttab der har fået os til at være overoptagede af mad, tælle kalorier, tælle skridt, deltage i tvangsmotion, have yo-yo vægt, lade badevægten diktere vores humør og have følelser af skyld og skam, når det gælder vores kroppe, eller måden vi spiser på. Det er ønsket om vægttab, der får os til at føle at vi aldrig er gode nok. 

Det er også ønsket om vægttab, der spænder ben for endelig at komme til et sted, hvor vi ikke lader vores kropsstørrelse diktere vores menneskelige værd. 

Men hvorfor er det så svært at give slip på ønsket?

Det kan opsummeres i et eneste ord: vægtstigmatisering.

Verden er simpelthen ikke indrettet til tykke mennesker. De ting mennesker i små kroppe tager for givet, bliver nægtet for mennesker i store kroppe.

Ting som at kunne finde tøj der passer, at kunne passe i stolene, at få fysisk plads til kroppen, hvilket kan være ekstremt svært at leve med. For ikke at nævne den diskrimination mennesker i store kroppe dagligt lever med, på arbejdsmarkedet, i sundhedsvæsenet - selv på gaden, hvor fremmede kan føle det er deres opgave at antaste tykke mennesker og fortælle dem at de er forkerte

Tykke mennesker bliver endda udsat for diskrimination i sundhedssektoren - selv fra instanser der, ellers lover at kæmpe mod stigma, bliver der kæmpet for at tykhed skal gøres til en sygdom. Også selvom flere studier viser at tykhed i sig selv, på ingen måde er en sygdom og at det kan skade mere end at gavne, at omtale tykhed på den måde. Der findes stort set ingen trygge steder for tykke mennesker. 

Udover det, bliver vægttab fejret, uanset hvad. Vi ser det på sociale medier, hvor influencere og sundhedsfaglige stolt opstiller “før” og “efter” billeder, hvor den eneste forskel på billederne er et vægttab.

Vi aner altså ikke hvordan dette vægttab er kommet, om det reelt set har gjort personen “sundere”, men retorikken i samfundet er ensartet, taler nogen om at de har tabt sig, bliver det straks fejret - og der bliver aldrig sat spørgsmålstegn ved om det overhovedet er noget at fejre. Vi kommer dermed ofte til at fejre spisefortyrrelser, forstyrret spisning, tvangsmotion - og andre mere eller mindre ekstreme metoder, der bliver brugt, for at komme ned i vægt.

Det er rigtigt at studier viser, at høj kropsvægt på befolkningsniveau er korreleret (dvs. der ses en sammenhæng) med diverse sygdomme. Men vi glemmer, at bare fordi der ses en sammenhæng, betyder det ikke at det er tykheden der forårsager sygdommene.

Vi mennesker er komplekse, der er så mange forskellige faktorer der påvirker ikke kun vores kropsvægt, men også vores sundhed.

De fleste studier tager ikke højde for faktorer, der ellers har kæmpe indflydelse på vores overordnede sundhed og velvære. Når vi studerer sammenhængen mellem vægt og sundhed glemmer studier ofte at tage højde for: socio-økonomi (indtægt, uddannelsesniveau, boligforhold, muligheder etc.), adfærd (såsom kost mønstre & motion) og måske vigtigst af alt, kigger vi ikke på effekten af stigma. 

Læs mere her.

Så hvis vi nu er så optagede af sundhed, hvorfor er det så at vi stadigvæk bruger vægt - og vægttab, som et successkriterie, eller en diagnose, selvom vi ved at det ikke kan gøres så simpelt? 

Hvorfor promoverer vi vægttab, selvom vi ved at intentionelt vægttab for langt størstedelen af befolkningen, ikke udmunder i et varigt vægttab, men snarere forstyrrede tanker om mad og krop, forringet sundhed - og vægtøgning

Vægtforskning i sig selv, har et kæmpe vægtbias, udelukkende fordi forskningen bygger på overbevisninger om, at det er vægten i sig selv, der er problemet.

Vi glemmer altså at få alle nuancerne med. 

Det er så vigtigt at give slip på drømmen - i hvert fald for nu. 

Så nej, det er ikke let at give slip på drømmen om vægttab og hvis jeg skal være ærligt, er det de færreste når opnår helt at slippe for den. Det er så forståeligt, at holde fast i den, det kommer oftest fra et indre, desperat ønske om at passe ind. 

Men for at kunne slutte fred med mad og krop, bliver du nødt til i det mindste at lægge ønsket på hylden. 

Når vi kommer til at blande sundhed og vægt sammen, glemmer vi at vi sagtens kan arbejde med vores sundhed, uden at det udmunder i et vægttab. Hvis vægten flytter sig, tror vi straks at det er vægttabets skyld, at vi oplever forbedringer, men det er ikke det videnskaben viser. Til gengæld viser studier, at alle mennesker, i alle slags kroppe, kan nyde godt af feks. Fysisk aktivitet, varierede kostmønstre, at indgå i sociale fællesskaber - og arbejde med ens mentale sundhed, UDEN at tabe et eneste kg

Når adfærdsforandringer ikke fører til et vægttab, giver mange op. Man føler at det ikke “virkede”. At de forandringer man laver, såsom at finde måder at bevæge sig på, der giver en noget, slutte fred med maden og spise varieret, arbejde med kropsaccept, ikke virker, fordi resultatet ikke er synligt på vægten. Men problemet er ikke, at det ikke “virker”, problemet er at man kigger efter den forkerte effekt - det forkerte resultat. 

SUNDHED KAN IKKE MÅLES PÅ TALLET PÅ vægten! 

Og vigtigst af alt, så gør følgende IKKE noget godt for din sundhedstilstand: 

  • Regler og restriktioner omkring mad. 
  • Selvkritik - og negative tanker om dig selv og din krop. 
  • Følelse af skyld og skam - når vægten går op. 
  • Konstante tanker om hvad du bør spise og ikke. 
  • Konstante tanker om hvor meget du bør bevæge dig. 
  • Følelser af at du og din krop aldrig bliver god nok. 

Det er ydermere enormt svært at lytte til vores egen kroppe og dens signaler, når vi sidder fast i ovenstående. Har læst et sted at:

"Det er svært at føle sig hjemme i en krop vi konstant vil ændre på."

Men hvad så nu?

Hvis det her er svær læsning, så kan jeg godt forstå dig. Jeg kan også godt forstå, hvis du ikke kan forestille dig, at give slip på ønsket om vægttab lige nu. 

Men jeg vil gerne invitere dig til at tænke på følgende spørgsmål:

  • Hvordan ville dit liv være, hvis du ikke bekymrede dig over din vægt?
  • Hvad ville forandre sig i dit liv, hvis du ikke konstant jagtede vægttabet?
  • Hvordan ville du spise, bevæge dig, leve, hvilke ting ville du gøre mere af, mindre af?

Og måske vigtigst af alt: 

  • Hvad er sundhed for dig? (Obs forsøg at finde en definition, der ikke handler om kropsvægt). 

Hvis du ikke er klar til at give slip på ønsket om vægttab, så kan jeg godt forstå dig. Det kan være skræmmende at træde ud af diætkulturens onde cirkel. Jeg er her for at støtte dig, hvis du har brug for ekstra støtte og hjælp. 

For prøv et øjeblik at lade dig selv drømme, hvordan ville dit liv se ud, hvis du endelig kunne slutte fred med din krop?

Skriv dig op til mit nyhedsbrev!

Tips og redskaber direkte i din indbakke - så du kan starte din rejse mod at blive en diætkultursrebel.

Nyhedsbrevet er uforpligtende, og kan opsiges når som helst!